Kære kunde hos IT-hotellet,


Dubex A/S har siden fredag assisteret IT-hotellet med et alvorligt cyberangreb. Thomas Vandsted Nielsen har i denne forbindelse bedt os dele nedenstående meddelelse med jer.


Kære Kunde,
IT-hotellet konstaterede fredag den 31. maj 2024 at vores systemer er blevet ramt af et alvorligt cyberangreb.

Vi involverede umiddelbart det eksterne sikkerhedsfirma Dubex A/S der er eksperter i håndtering af cyberangreb og har siden arbejdet på at få overblik over og inddæmme angrebet. Efter vi har fået gennemgået de enkelte systemer og fået et overblik over angrebets omfang, er det blevet tydeligt for os, at angrebet er langt mere omfattende end først vurderet og har ramt så mange systemer at det ikke umiddelbart kan inddæmmes. Vi har således konstateret at angriberne har installeret bagdøre på hovedparten af vores og vores kunders systemer. Vi vurderer desuden, at hvis vi forsøger at inddæmme angrebet yderligere, er der en overhængende risiko for at angriberne opdager dette og låser data med ransomware, hvorefter data vil være utilgængelige. Derfor har vi her til aften, den 6. juni 2024 besluttet at lukke alle kundesystemer ned for at begrænse konsekvenser af angrebet mest muligt.

Vi har desværre også måtte erkende at IT-hotellet hverken har de nødvendige interne ressourcer eller økonomiske mulighed for at gennemføre den oprydning der skal til for at reetablerer alle systemer til en sikker tilstand. Det er derfor også vores forventning af IT-hotellet lukker eller går konkurs som følge af dette angreb.

Vi vil gerne takke for den tillid I som kunder har vist os, ligesom det er med dyb beklagelse at vi er havnet i denne dybt ulykkelige situation. Vi har et stort ønske om hjælpe jer bedst muligt videre, og har derfor arrangeret at Dubex i den kommende periode fortsat vil have adgang til vores systemer. IT-hotellet har i den nuværende situation ikke mulighed for at afholde omkostningerne til yderligere håndtering af cyberangrebet, hvorfor I som kunde selv er nødt til at lave en aftale direkte med Dubex A/S. I vil efterfølgende kunne rejse et krav mod IT-hotellets eller vores konkursbo og derigennem vores forsikringsselskab, og derved måske kunne få dækket nogen af jeres omkostninger og tab.

Dubex A/S vil kunne hjælpe med reetablering af de enkelte systemer, udtræk af data fra serverne, udlevering af enkelte servere og efterforskning af evt. datakompromittering. Du kan kontakte Dubex A/S for den videre dialog eller udlevering af jeres data på e-mail support@dubex.dk eller via telefonnummer 3160 5800.

Med stor beklagelse og venlig hilsen,
Thomas Vandsted Nielsen
Direktør, IT-hotellet


Opdatering 10-06-2024:


Vi er glade for at kunne meddele, at Dubex nu er i gang med at overføre de første datasæt. Vi har desuden opnået adgang til den hostede Office 365, samt domæneadministration via One.com og Punktum.dk. Dette betyder, at vi nu kan påbegynde arbejdet med at flytte kundernes e-mail-domæner til nye platforme.
Hvis du som kunde allerede ved, at I har et mailsystem hos IT-Hotellet og at jeres domæner er hosted på en af disse platforme, bedes I venligst informere os om dette. Opdater venligst jeres sag i vores sagssystem ved at svare på de e-mails, I har modtaget fra support@dubex.dk.
For alle kunder med en eksisterende sag hos Dubex påbegynder vi nu at udsende aftaler om indhentning- samt udlevering af data som skal udfyldes samt underskrives, før arbejdet kan påbegyndes. I bedes derfor venligst tjekke jeres email løbende i aften samt i morgen.

Spørgsmål og svar


Hvornår kan jeg få mine data?
Der foregår ikke systematisk arbejde med at reetablere alle systemerne hos IT-Hotellet, hvorfor data ikke automatisk bliver tilgængeligt for kunderne på et givet tidspunkt. For at du som kunde kan få adgang til data, skal du rette henvendelse til support@dubex.dk. For at vi kan behandle din anmodning om adgang til, eller udlevering af data, skal du angive virksomhedens navn, CVR-nummer, kontaktperson, telefon nummer og navnet på den/de tegningsberittiget I virksomheden, så vi kan verificere din identitet inden udlevering af data. Hvis du allerede ved hvilke data der er vigtigst for dig, må du meget gerne notere det.

Fortsætter IT-Hotellets fremtidige aktiviteter?
Desværre ser det ikke ud til at aktiviteterne fortsætter i IT-Hotellet. Det anbefales derfor, at du finder en ny IT-hosting leverandør. Dubex henviser ikke til specifikke IT-hosting leverandører.

Kan jeg få fjernskrivebordsadgang til mine servere?
Desværre kan vi ikke tilbyde direkte fjernskrivebordsadgang til dine servere. Vi kan dog hjælpe med at udlevere data fra dine servere.

Kan jeg få adgang til mine fællesdrev?
Desværre kan vi ikke tilbyde direkte adgang til netværksdrev. Vi kan dog hjælpe med at udlevere data fra dine netværksdrev.

Kan jeg få adgang til mit C5-system?
Desværre kan vi ikke tilbyde adgang til dit C5-system. Vi kan dog hjælpe med at udlevere de nødvendige databasefiler for at genskabe data og driften hos en ny leverandør

Kan jeg få adgang til min mail?
Vi kan desværre ikke tilbyde dig direkte adgang til din mail. Vi kan dog hjælpe med at udlevere din mailbox som en .pst-fil.

Kan jeg få hjælp til at ændre min DNS på One.com, som IT-Hotellet har administreret for mig?
Ja, vi kan hjælpe med at ændre DNS-opsætninger.